Bliv medlem


Vil du være med?


Hvis du er frigivet roer fra en anden kajakklub eller på anden måde har opnået færdigheder svarende til EPP2 eller DGI havkajakroer niveau I, kan du hurtigt blive medlem. Du skal kunne fremvise svømmeprøvebevis på 600 meter og dokumentation for din uddannelse/baggrund. Dernæst skal du ud på en prøvetur, som bl.a. omfatter makker- og sevlredning, med en af vore instruktører, og endeligt skal du samlet ro 60 km. sammen med klubbens medlemmer, inden du kan få udleveret nøgle til klubhuset. 


KURSUS


Hvis du ikke har roet før, skal du deltage i vores instruktionsforløb, som afvikles i april, maj og juni måned. Som udgangspunkt forventer vi kun, at du er over 18 år*, lidt af en vandhund, besidder almindelige svømmefærdigheder og ikke lider af sygdomme, som kan forårsage bevidstløshed. Instruktionskurset koster p.t. 1500 kr. og inkluderer første års kontingent, lån af klubbens udstyr og instruktionsmateriale. Under kurset skal man bl.a. aflægge svømmeprøve på 600 meter = 24 bassinlængder uden pause indenfor 45 minutter og afslutte med at træde vande 1 minut. Mindst 12 baner skal være fremadrettet orienteringssvømning i en anerkendt svømmeart, f.eks. brystsvømning og crawl (men f.eks. ikke hundesvømning). Du skal endvidere gennemføre vandtilvænning (kæntring og exit), selvredning og makkerredning i Rønne svømmehal samt deltage i roteknik i beskyttet farvandet, ro 3-5 kursusaftener og en længere tur på havet. Herefter frigives du , dvs. du bliver  aktivt medlem med ret til at ro på egen hånd i klubbens kajakker. Du opfordres til at ro med på de planlagte klubture for at få mere erfaring. Hvis du overvejer at komme med i klubben, kan du altid henvende dig til et medlem af bestyrelsen og blive skrevet op til instruktionen. Tilmelding kan ske hele året.


*Der er særskilte regler for aktive medlemmers børn fra 14-18 år mht. kursus og frigivelse - se vedtægter og kontingent.


Kajakhotellet viser på Youtube de øvelser, som du skal igennem i løbet af kurset. Du kan se dem her: 28 øvelser


Dansk Kano og Kajakforbund har lavet en lille introduktions film om IPP2 kurset, som du kan se her: Sikker havkajak


Medlemskontingentet er p.t. 900 kr. om året. Som frigivet medlem kan du mod depositum på 100 kr. få nøgle til klubhuset og ro på egen hånd, når du har tid og lyst. Al roning, også under instruktionen, foregår på eget ansvar. Se iøvrigt vedtægter og kontingent.


Ca. en gang om måneden får du tilsendt vores nyhedsbrev på e-mail med oplysning om, hvad der foregår i klubben, så du kan deltage i de aktiviteter, du ønsker. Langt den største aktivitet i klubben er den individuelle roning, men af klubaktiviteter kan nævnes fælles ugentlig ro aften, heldagsture, hvor vi tager kajakkerne på traileren og ror langs andre kyststrækninger, grill aftener, kurser i grønlændervendinger m.m. Om vinteren svømmer vi i Rønne svømmehal (særskilt betaling) og øver redningsøvelser og grønlændervendinger, ligesom vi afholder medlemsaftener med video, billeder, tur beretninger og hyggeligt samvær. Nogle medlemmer ror hele året.


Klubben har alt nødvendigt udstyr til klubbens kajakker, men hvis du vil have fuld glæde af roningen, vil du på et tidspunkt nok overveje  at anskaffe dit eget udstyr. I første omgang vil du få stor glæde af en god rojakke, som holder vind og vand ude. Senere kan man anskaffe sin egen svømmevest og pagaj. Langt hen ad vejen kan man klare sig med ganske almindelig sportsbeklædning, men alt efter hvor aktiv man er, og hvor stor en del af året man ror, kan man anskaffe beklædning, som er udviklet specielt til kajak roning. Når man  er blevet helt klar over sine ønsker og behov, kan man så anskaffe sig en kajak, som kan opbevares i klubhuset mod betaling, for så vidt der er en ledig plads.


Få god motion.            Mød nye mennesker.


Flyt dine grænser og oplev Danmarks sidste vildmark!                  Velkommen!